Vandhårdhed beskriver mængden af calcium og magnesium i vandet. Jo mere af disse mineraler vandet indeholder, desto mere kalk dannes der – især når vandet opvarmes.

I Danmark måles vandhårdhed i °dH (tyske hårdhedsgrader).
0–8 °dH = blødt vand
8–18 °dH = middelhårdt vand
18+ °dH = hårdt vand.

Nej. Hårdt vand er ikke sundhedsskadeligt, men det kan give synlige kalkaflejringer, øge energiforbruget og slide på installationer og apparater.

Det skyldes forskelle i geologi, råvandsdybde, boringernes mineralindhold og vandværkernes behandlingsmetoder. To byer tæt på hinanden kan have helt forskellig hårdhed afhængigt af, hvor vandet pumpes fra.

Det kan ske, fordi de to adresser forsynes af forskellige vandværker eller forskellige kildepladser. Vandværker kan også blande vand fra flere boringer, som hver har forskellig hårdhed, og forsyningsområderne kan være opdelt meget lokalt. Derfor kan én adresse have blødt vand, mens en anden i samme by har middelhårdt eller hårdt vand.

Kalk dannes især når vand opvarmes. Selv blødt vand indeholder nok mineraler til at skabe kalk i elkedler, brusehoveder, varmelegemer og armaturer over tid.

Elektronisk vandbehandling ændrer kalkens krystalstruktur, så kalken ikke binder sig som hårde aflejringer. Det kræver ingen salt, ingen filtre, og ingen vedligeholdelse, og virker på alle rørtyper – også PEX.

Ja. Vandværker kan skifte kildepladser, aktivere nye boringer eller ændre behandlingsprocesser. Det kan få hårdheden til at stige eller falde over tid.

Hårdt vand kan give kalk på fliser og armaturer, kedelsten i rør, øget energiforbrug, slitage på opvaskemaskine og vaskemaskine, lavere vandtryk og kortere levetid på apparater.

Du kan slå vandhårdheden op via GEUS, dit lokale vandværk eller bruge vores landsdækkende oversigt over byer og vandhårdhed.

Blødt til middelhårdt vand (0–12 °dH) giver generelt færrest kalkproblemer, mindre energiforbrug og mindre slitage på hvidevarer.